Egne købmænd på hugst

Der er ganske mange eksempler på, at Horsens gik i rette med udenlandske og egne købmænd på hugst i oplandet. Det originale dokument fra 1503 er bevaret, og det fremgår heraf, at det har været fremlagt ved domsafsigelse to gange. Første gang i 1652 i Horsens og ved herredstingene i Hatting, Bjerre, Nim, Voer, og Stensballe og Boller Birketing, i 1692 ved Voer og Nim Herredsting og landstinget. Sidstnævnte stod ganske givet i forbindelse med den store sag fra samme år, hvor Jens Mule på Serritslevgaard først stævnede ti borgere fra Horsens for at have overfaldet bønder, der var på vej til godset for at sælge deres billige korn på tilbud, men siden måtte indkassere en dom for at have drevet ulovlig handel med bønder.

Vejle fik i 1505 en cirkumferens på to mil til beskyttelse af byens status som en af de førende oksehandelsbyer. Et almindeligt forbud mod landkøb og forkøb fandt løbende plads i privilegierne og byens vedtægter frem til 1636. Alt tyder på, at beskyttelsen havde den ønskede virkning frem til Trediveårskrigen, hvorefter bykrisen, krigene og anlæggelsen af Fredericia kastede byen ud i en dramatisk tilbagegang. Vel opgiver borgerskabet i 1735, at byens handel hvilede netop på "de paa tvende Mile Vejs omkring liggende Bønder og Landsbyer, som dog ej handle mere eller andet end, hvis der tilbud højnødvendig til deres Avlings Fortsættelse kan behøves".

Et egentligt konkurrenceområde

Problemet var, at byens potentielle opland var større end de to mil, idet et stort område nordvest for købstaden ikke var underlagt nogen specifik købstad. Her har der været tale om et egentligt konkurrenceområde, og det er således et tegn på Vejles svækkelse, at tilbud bønderne i sogne såsom Ringgive, Nykirke, Give, Gadbjerg og Lindeballe i 1731 valgte at søge torv i Horsens. I 1735 berettes der om, hvordan bønderne kører direkte igennem Vejle for at komme til Fredericia for at drage fordel af denne bys nedsatte konsumtion. Kolding var en udpræget told- og markedsby, men bevarede efter alt at dømme en solid centralitet i forhold til det nærmeste opland. Det har dog næppe været til fordel for byen, at Ribe havde udskibningsret i byens havn. Tilbage i 1452 var byen blevet tildelt monopol over handlen med købmandsvarer i hele Kolding Len.

Efter klager over, at udenlandske handlende lagde til ved byens frie havne i Kolding Fjord og benyttede dem som brohoved til at handle direkte med bønderne, udkom i 1475 et nyt forbud, rettet mod denne form for landprang. I løbet af 1500-tallet tog borgerskabet flere skridt til at komme deres egnes tilbud på håndværk og forprang til livs. Betydningen af læbæltebestemmelserne kom for en dag i 1639, da borgerne i Kolding klagede til kongen over, at lensmanden Ernst Normand havde været efterladende over for nogle borgere fra Rendsborg, der i 1637 havde købt 21 heste i Brusk Herred inden for Koldinghus Lens grænser og ført varerne til Kolding. Normand blev bedt om at forklare, hvorfor han havde "eftergivet denne Kronens og Byens Sagefald", og senere blev byens borgere bedt om give deres bemærkninger hertil.

Vorbasse pinsemarked blev flyttet

Ikke før 1653, da den almindelige bykrise var sat ind, var det tid til at udstyre Kolding med nye rettigheder. Uskikkelighed og manglen på lokale myndigheder førte i 1653 til, at Vorbasse pinsemarked blev flyttet ind til Kolding på trods af en afstand på fire mil (men stadig inden for lenet). Ved samme lejlighed fik Kolding også byens første torvedag, og det er bemærkelsesværdigt, at nu forlød der intet om lenet som opland, derimod skulle de "menige bønder og almue der omkring [søge] til Kolding og der holde tilbud akseltorv og bruge deres handel med borgerne". Den forvaltningsmæssige centralitet, der udsprang fra Koldinghus, var naturligvis også af stor betydning, og det krævedes for eksempel, at selvejerbønderne i lenet solgte deres brænde i Kolding og ikke i Vejle eller Varde.

Den reducerede opfattelse af Koldings territorielle indflydelse fra 1653 faldt tidsmæssigt sammen med, at det senere Fredericia dukkede op fra sin gøgerede. Fredericia blev som bekendt udstyret med en række særlige rettigheder, blandt andet den omtalte konsumtionsnedsættelse, der satte byen i stand til at tiltrække bønder fra Vejles og Middelfarts opland. Byens opland blev imidlertid ikke defineret. Der var dog andre strenge at slå på. F.eks. var hedebønder indtil seks til otte mil fra Fredericia forpligtet til at gøre hoveri på Fredericiabroen og skære tørv i Tyvkjær Mose. I 1661 og 1682 blev alle kroer inden for en mils afstand pålagt at købe deres varer billigt på tilbud i byen. Men disse forhold sikrede ikke byen en torvehandel, der stod mål med de oprindelige ambitioner, og byen baserede i højere grad sin omsætning på markeder, både egne og andre byers.