Håndværker - Få 3 gratis tilbud
Allerede i 1808 havde to købmænd med henvisning til den manglende vedligeholdelse nægtet at betale afgifter. De ville først betale, når opmudringen blev iværksat. Ved et mæglingsmøde i 1809 beordrede Løvenørn købmændene til at betale deres udestående, fordi pramløbet fortsat var intakt, og fordi havnepladsen var i god stand; samtidig gav han dog kommissionen en reprimande for pligtforsømmelse. For en stund dæmpedes gemytterne, men under overfladen ulmede vreden, fordi der intet skete.
Således krævede fire skippere fra Fejø i 1818 enten, at opmudringen blev påbegyndt ved skibsbroen, eller at anløbne skibe fik afgiftsfritagelse, fordi det var urimeligt, at alle skibe, som stak mere end ca. fem fod, og som svarede afgifter, skulle lide "et utilgiveligt og sørgeligt ophold". Da havne- og fyrinspektør Henne tilså forholdene i 1816, kunne pramløbet end ikke besejles med en pram. Plankeværket i åen, der skulle beskytte løbet, var meget forfaldent, mens bolværket i Sakskøbing var ødelagt.
Håndværker - Få 3 gratis tilbud
Indskyllet tang og mudder havde desuden reduceret dybden i renden mellem reden og Oreby skibsbro til fire en halv fod. Rawerts erstatningskrav blev aldrig rejst fra officiel side, men havnekassen blev forsynet med tre låse. Pengekassen kunne således kun åbnes i nærværelse af alle tre medlemmer. Bagtanken var at tvinge kommissionen til at mødes jævnligt, fordi toldkassereren hver måned indbetalte havneafgifterne til havnekassen, og fordi der løbende skulle foretages udbetalinger.
Den bitre lære af de forudgående års fejltagelser var, at der "udfordres flere års anstrengelser og bekostninger, der som de allerede anvendte ikke skulle anses for tabte". Derfor blev der de følgende år anvendt mange ressourcer på at udbedre vinterens ødelæggelser. I perioden 1820-1829 udgjorde udgifter til opmudringen mellem 40-60 pct. af havnekassens samlede udgifter, der årligt var mellem 1.600 og 4.200 rigsbankdaler. I samme periode indbragte havneafgifterne mellem 1.250 og 2.000 rigsbankdaler. Således blev der i disse år investeret mange penge i at rette op på det forsømte. Det mest akutte problem var den lave vanddybde. For at opmudre renden mellem Oreby skibsbro og reden til syv fod og oprense et pramløb på tre fod i åen købte kommissionen i 1820 en muddermaskine. I slutningen af 1821 indberettede havnekommissionen, at dybden ved Oreby var syv fod, og at åen "til alle tider, og ved alle vande" kunne besejles af pramme, ikke mindst fordi der var blevet nedrammet 26 varpepæle i åen. Samme år blev der anskaffet nok en muddermaskine for at kunne opmudre samtidigt i åen og ved broen.
Spar 36 pct på alle håndværkeropgaver
På baggrund af et ambitiøst mål om at forøge dybden ved Oreby til otte fod og i åen til seks-seks en halv fod købtes sågar en tredje muddermaskine i 1824. Alene til aflønning af arbejderne anvendte havnekassen fra 1824-1829 årligt omkring 1.200 rigsbankdaler. Målet blev nået i 1829, hvor kommissionen med slet skjult tilfredshed bemærkede: "Således er der tilvejebragt en lettelse for varetransporten til og fra Oreby som nutiden og eftertiden vist må erkende." For at stimulere skibsfarten gennem en afgiftsnedsættelse ved at lade broafgiften bortfalde indledte kommissionen allerede i 1823 forhandlinger med lensbaron Rosenørn-Lehn om køb af Oreby skibsbro.
Selv om lensbaronen ønskede at sælge, opnåedes ikke enighed om betingelserne. Derimod blev der nogle år senere truffet aftale med baroniet om at forlænge lejen af Rørbæk Eng øst for oplagspladsen ved Sakskøbing. Samtidig accepterede Rosenørn-Lehn, at kommissionen med henblik på en udvidelse af havnepladsen opfyldte og brolagde ca. 3.000 m2 eng." Initiativet skal ses på baggrund af en bevidst strategi, som påbegyndtes allerede i 1820, hvor størstedelen af den ikke ret store havneplads var ejet af to private grundejere, hvilket skabte brydninger om brugsret, oplagsplads osv. Derfor købte kommissionen den ene ud, mens der blev indgået en brugsaftale med den anden. Den nye udvidede havneplads opfyldte købmændenes ønske om mere oplagsplads.
Således krævede fire skippere fra Fejø i 1818 enten, at opmudringen blev påbegyndt ved skibsbroen, eller at anløbne skibe fik afgiftsfritagelse, fordi det var urimeligt, at alle skibe, som stak mere end ca. fem fod, og som svarede afgifter, skulle lide "et utilgiveligt og sørgeligt ophold". Da havne- og fyrinspektør Henne tilså forholdene i 1816, kunne pramløbet end ikke besejles med en pram. Plankeværket i åen, der skulle beskytte løbet, var meget forfaldent, mens bolværket i Sakskøbing var ødelagt.
Håndværker - Få 3 gratis tilbud
Indskyllet tang og mudder havde desuden reduceret dybden i renden mellem reden og Oreby skibsbro til fire en halv fod. Rawerts erstatningskrav blev aldrig rejst fra officiel side, men havnekassen blev forsynet med tre låse. Pengekassen kunne således kun åbnes i nærværelse af alle tre medlemmer. Bagtanken var at tvinge kommissionen til at mødes jævnligt, fordi toldkassereren hver måned indbetalte havneafgifterne til havnekassen, og fordi der løbende skulle foretages udbetalinger.
Den bitre lære af de forudgående års fejltagelser var, at der "udfordres flere års anstrengelser og bekostninger, der som de allerede anvendte ikke skulle anses for tabte". Derfor blev der de følgende år anvendt mange ressourcer på at udbedre vinterens ødelæggelser. I perioden 1820-1829 udgjorde udgifter til opmudringen mellem 40-60 pct. af havnekassens samlede udgifter, der årligt var mellem 1.600 og 4.200 rigsbankdaler. I samme periode indbragte havneafgifterne mellem 1.250 og 2.000 rigsbankdaler. Således blev der i disse år investeret mange penge i at rette op på det forsømte. Det mest akutte problem var den lave vanddybde. For at opmudre renden mellem Oreby skibsbro og reden til syv fod og oprense et pramløb på tre fod i åen købte kommissionen i 1820 en muddermaskine. I slutningen af 1821 indberettede havnekommissionen, at dybden ved Oreby var syv fod, og at åen "til alle tider, og ved alle vande" kunne besejles af pramme, ikke mindst fordi der var blevet nedrammet 26 varpepæle i åen. Samme år blev der anskaffet nok en muddermaskine for at kunne opmudre samtidigt i åen og ved broen.
Spar 36 pct på alle håndværkeropgaver
På baggrund af et ambitiøst mål om at forøge dybden ved Oreby til otte fod og i åen til seks-seks en halv fod købtes sågar en tredje muddermaskine i 1824. Alene til aflønning af arbejderne anvendte havnekassen fra 1824-1829 årligt omkring 1.200 rigsbankdaler. Målet blev nået i 1829, hvor kommissionen med slet skjult tilfredshed bemærkede: "Således er der tilvejebragt en lettelse for varetransporten til og fra Oreby som nutiden og eftertiden vist må erkende." For at stimulere skibsfarten gennem en afgiftsnedsættelse ved at lade broafgiften bortfalde indledte kommissionen allerede i 1823 forhandlinger med lensbaron Rosenørn-Lehn om køb af Oreby skibsbro.
Selv om lensbaronen ønskede at sælge, opnåedes ikke enighed om betingelserne. Derimod blev der nogle år senere truffet aftale med baroniet om at forlænge lejen af Rørbæk Eng øst for oplagspladsen ved Sakskøbing. Samtidig accepterede Rosenørn-Lehn, at kommissionen med henblik på en udvidelse af havnepladsen opfyldte og brolagde ca. 3.000 m2 eng." Initiativet skal ses på baggrund af en bevidst strategi, som påbegyndtes allerede i 1820, hvor størstedelen af den ikke ret store havneplads var ejet af to private grundejere, hvilket skabte brydninger om brugsret, oplagsplads osv. Derfor købte kommissionen den ene ud, mens der blev indgået en brugsaftale med den anden. Den nye udvidede havneplads opfyldte købmændenes ønske om mere oplagsplads.
