tilbud.blogg.se

Her blogger Erik Olsen om gode tilbud på nettet.

De tilrejsende til markederne

Publicerad 2018-07-27 11:11:59 i Allmänt,

Der er fire eksempler på, at markederne dækkede billig købstæderne ind med alle de håndværk, de manglede. Det drejer sig om Viborg, Kolding, Vejle og Nibe. Bortset fra Nibe manglede de nævnte gratis tilbud købstæder dog også kun mellem et og to håndværk? Der er derimod syv eksempler på, at hullerne overhovedet ikke fyldtes ud. De håndværk, byerne Aalborg, Randers, Horsens, Thisted, Holstebro, Hjørring og Hobro manglede i dagligdagen, dukkede altså ikke op til byernes markeder.
Der synes altså umiddelbart ikke at være en udtalt sammenhæng mellem, hvilke håndværkere der kom til købstadsmarkederne, og hvilke håndværk de enkelte købstæder ikke var selvforsynende med. Det virker overraskende. Man må formode, at det har været i håndværkernes interesse at rejse til de markeder, hvor der har været en efterspørgsel efter deres varer. Sådanne overvejelser synes ikke at have gjort sig gældende, spørgsmålet er imidlertid også om datidens kommunikationsnet muliggjorde sådanne oplysninger.
 
Byen manglede håndværk
Derimod kan traditionen have haft en afgørende indflydelse på, hvilke markeder man rejste til. Hvis markedet havde ry for at være et godt handelssted, har det nok haft mindre gratis betydning, hvilke håndværk byen manglede. Nabobyernes håndværkstraditioner ser også ud til at have haft en stor betydning for, hvilke tilrejsende der kom til markederne. Der er således en tendens til, at større grupper inden for samme fag i en by rejste til markeder i nabobyerne.
Eksempelvis kom der 13 hattemagere fra Viborg til Holstebros markeder, selv om byen havde to tilbud på hattemagere. Til Vejles markeder kom ti feldberedere, alle fra Horsens, til Skive 13 gørtlere, alle fra Holstebro, og i Hobro 13 bagere, alle fra Randers. Ligeledes rejste, som allerede nævnt, mange skomagere fra Randers til markeder i Ebeltoft, Grenaa, Hobro, Mariager og Aalborg. Betragtningen ser især ud til at gælde for de mere lokalt prægede markeder, så på det punkt har regionens håndværkerudbud haft meget at sige for, hvem der kom til marked, frem for hvad købstaden manglede.
 
Markedets geografiske placering
Man kan se lidt nærmere på, hvilke byer der tiltrak mange forskellige håndværk og de mere sjældne markedshåndværk. Købstæderne med mange tilrejsende havde også flest forskellige billige håndværk repræsenteret på deres markeder. Dette ser imidlertid ikke ud til at have øvet afgørende indflydelse på, om de mere sjældne markedshåndværk var til stede på markederne; her synes markedets geografiske placering igen at spille en rolle. De 26 gange, hvor kammageren Johan Wespermann fra Århus figurerer på markedslisterne, var det således udelukkende i de omkringliggende byer Skanderborg, Grenaa, Ebeltoft, Randers, Horsens og Viborg.
Det samme gjorde sig gældende for kurvemagerne, parykmagerne, nålemagerne, urmagerne, blikkenslagerne, buntmagerne og fajancehandlernes gratis markedsrejser. For langt de fleste af disse erhverv gælder endvidere, at de havde hjemme i de større byer, især Århus og Randers, men også Aalborg. Blikkenslagerne og fajancehandlerne skilte sig dog ud, idet de hovedsageligt kom fra Haderslev og Tønder og tog til markederne i Ribe, Horsens og Vejle.

Det øvrige Sjælland - Handel i gamle dage

Publicerad 2018-07-02 14:26:27 i Allmänt,

Få 3 tilbud - gratis og uforpligtende
Nykøbing var i 1462 blevet skærmet af forbud mod besejling af havne i Ods Herred, gentaget 1485. 1546 fik byen overdraget markederne i Egebjerg og Vig, inden det i 1570 lykkedes borgerne efter foretræde for kongen at trække Ods Herreds ting tilbage til byen, efter at det havde ligget ude i herredet siden 1553. Dette år var det som en modydelse for købstadens tilbud på tab for første gang blevet pålagt bønderne at søge torv i Nykøbing, men det havde bønderne dog ikke overholdt.
Geografisk var Kalundborg begunstiget med en god havn og længere afstande til andre købstæder end normalt på Sjælland. Længe var byen også styrket af tilbud centralitetsfaktorer som slottets og i mindre grad franciskanerklostrets betydning. Byens dalende størrelse og mindre rigspolitiske betydning efter middelalderen (slottet blev nedrevet i 1660) ændrede ikke ved de grundlæggende fordele i form af de gode havneforhold, som var klart bedre end Slagelses udhavn og Holbæks havn, der ofte var tilfrosset.
 
Byens købmandskab
 
Det nordvestlige Sjælland var velegnet til kornavl, og det potentielle opland var således stort. Købstadsprivilegierne fra 1495 tilstod byen et efter sjællandske tilbud forhold stort læbælte på to mil, og en solid bondehandel fra Kalundborg Len må formodes at ligge bag et kongebrev fra 1542. I 1568 formåede man at få kongen til at overflytte de årlige tilbud markeder i Holmstrup i Dragsholms Birk til Kalundborg på grund af den skade, de forvoldte på byens købmandskab, bøndernes gærder, skoven og græsgange samt den store uterlighed ved markederne.
Det legale herredømme blev 1574 udstrakt til at omfatte Sejrø, hvis beboere ellers havde nydt en kortvarig ret til at lægge an ved Korshavn i Skippinge Herred. Ser man bort fra de interne konflikter mellem Højbyen og Nederbyen, Kordel, der først blev løst i 1649, ved at Nederbyen indlagdes under købstaden, var byens legale tilbud handelsgrænser dermed i hovedtræk fastlagt. Kalundborg fastholdt efter alt at dømme handelen på byens hænder inden for de to mil, men byens influensfelt var i praksis større. Det svarer også godt til, at et større område øst for byens læbælte ikke var henlagt under nogen købstad.
 
Et  fast indarbejdet afsætningsmønster
 
Et åbent brev i 1633 forudsætter, at der har været søgning til købstaden fra både Ods og Skippinge Herreder. Skippinge Herred lå til dels inden for to mil fra købstaden, hvorimod Ods Herred lå mindst 2,5-3 mil fra Kalundborg. Nyberg og Riis" undersøgelse af Kalundborg-storkøbmanden Christoffer Brasks tilgodehavender 1664 fremviser desuden en større kundekreds inden for tre mil fra Kalundborg med afstikkere endnu længere væk. I 170o-tallet stabiliserede Kalundborg sig inden for et efterhånden fast indarbejdet tilbud afsætningsmønster med Norge som hovedmarked for korn. Kalundborg etablerede således sin oplandsdominans relativt ubesværet, hvilket afspejles i kornhandelen i 1761/1762.
Holbæk havde langt sværere betingelser. I 1575 flyttedes tingstedet for Merløse Herred fra Ugerløse til Holbæk for at afhjælpe den ringe bondehandel og omsætning på akseltorvet. Men det lykkedes "menig almue` efter kun fem år at få tinget ført tilbage igen, da Holbæks yderlige placering i herredet gav dem alt for megen besvær. 29 år skulle der gå, før Holbæk fik bedre hånd om sin økonomiske tilbud centralitet, da byen i 1609 blev tillagt bondehandelen i Tuse og Merløse Herreder samtidig med oprettelsen af byens første faste torvedag.

Billig håndværker - Få 3 gratis tilbud

Publicerad 2018-04-28 11:49:00 i Allmänt,

Egne købmænd på hugst

Der er ganske mange eksempler på, at Horsens gik i rette med udenlandske og egne købmænd på hugst i oplandet. Det originale dokument fra 1503 er bevaret, og det fremgår heraf, at det har været fremlagt ved domsafsigelse to gange. Første gang i 1652 i Horsens og ved herredstingene i Hatting, Bjerre, Nim, Voer, og Stensballe og Boller Birketing, i 1692 ved Voer og Nim Herredsting og landstinget. Sidstnævnte stod ganske givet i forbindelse med den store sag fra samme år, hvor Jens Mule på Serritslevgaard først stævnede ti borgere fra Horsens for at have overfaldet bønder, der var på vej til godset for at sælge deres billige korn på tilbud, men siden måtte indkassere en dom for at have drevet ulovlig handel med bønder.

Vejle fik i 1505 en cirkumferens på to mil til beskyttelse af byens status som en af de førende oksehandelsbyer. Et almindeligt forbud mod landkøb og forkøb fandt løbende plads i privilegierne og byens vedtægter frem til 1636. Alt tyder på, at beskyttelsen havde den ønskede virkning frem til Trediveårskrigen, hvorefter bykrisen, krigene og anlæggelsen af Fredericia kastede byen ud i en dramatisk tilbagegang. Vel opgiver borgerskabet i 1735, at byens handel hvilede netop på "de paa tvende Mile Vejs omkring liggende Bønder og Landsbyer, som dog ej handle mere eller andet end, hvis der tilbud højnødvendig til deres Avlings Fortsættelse kan behøves".

Et egentligt konkurrenceområde

Problemet var, at byens potentielle opland var større end de to mil, idet et stort område nordvest for købstaden ikke var underlagt nogen specifik købstad. Her har der været tale om et egentligt konkurrenceområde, og det er således et tegn på Vejles svækkelse, at tilbud bønderne i sogne såsom Ringgive, Nykirke, Give, Gadbjerg og Lindeballe i 1731 valgte at søge torv i Horsens. I 1735 berettes der om, hvordan bønderne kører direkte igennem Vejle for at komme til Fredericia for at drage fordel af denne bys nedsatte konsumtion. Kolding var en udpræget told- og markedsby, men bevarede efter alt at dømme en solid centralitet i forhold til det nærmeste opland. Det har dog næppe været til fordel for byen, at Ribe havde udskibningsret i byens havn. Tilbage i 1452 var byen blevet tildelt monopol over handlen med købmandsvarer i hele Kolding Len.

Efter klager over, at udenlandske handlende lagde til ved byens frie havne i Kolding Fjord og benyttede dem som brohoved til at handle direkte med bønderne, udkom i 1475 et nyt forbud, rettet mod denne form for landprang. I løbet af 150o-tallet tog borgerskabet flere skridt til at komme deres egnes tilbud på håndværk og forprang til livs. Betydningen af læbæltebestemmelserne kom for en dag i 1639, da borgerne i Kolding klagede til kongen over, at lensmanden Ernst Normand havde været efterladende over for nogle borgere fra Rendsborg, der i 1637 havde købt 21 heste i Brusk Herred inden for Koldinghus Lens grænser og ført varerne til Kolding. Normand blev bedt om at forklare, hvorfor han havde "eftergivet denne Kronens og Byens Sagefald", og senere blev byens borgere bedt om give deres bemærkninger hertil.

Vorbasse pinsemarked blev flyttet

Ikke før 1653, da den almindelige bykrise var sat ind, var det tid til at udstyre Kolding med nye rettigheder. Uskikkelighed og manglen på lokale myndigheder førte i 1653 til, at Vorbasse pinsemarked blev flyttet ind til Kolding på trods af en afstand på fire mil (men stadig inden for lenet). Ved samme lejlighed fik Kolding også byens første torvedag, og det er bemærkelsesværdigt, at nu forlød der intet om lenet som opland, derimod skulle de "menige bønder og almue der omkring [søge] til Kolding og der holde tilbud akseltorv og bruge deres handel med borgerne". Den forvaltningsmæssige centralitet, der udsprang fra Koldinghus, var naturligvis også af stor betydning, og det krævedes for eksempel, at selvejerbønderne i lenet solgte deres brænde i Kolding og ikke i Vejle eller Varde.

Den reducerede opfattelse af Koldings territorielle indflydelse fra 1653 faldt tidsmæssigt sammen med, at det senere Fredericia dukkede op fra sin gøgerede. Fredericia blev som bekendt udstyret med en række særlige rettigheder, blandt andet den omtalte konsumtionsnedsættelse, der satte byen i stand til at tiltrække bønder fra Vejles og Middelfarts opland. Byens opland blev imidlertid ikke defineret. Der var dog andre strenge at slå på. F.eks. var hedebønder indtil seks til otte mil fra Fredericia forpligtet til at gøre hoveri på Fredericiabroen og skære tørv i Tyvkjær Mose. I 1661 og 1682 blev alle kroer inden for en mils afstand pålagt at købe deres varer billigt på tilbud i byen. Men disse forhold sikrede ikke byen en torvehandel, der stod mål med de oprindelige ambitioner, og byen baserede i højere grad sin omsætning på markeder, både egne og andre byers.

 

Senaste inläggen

Kategorier

Arkiv

Prenumerera och dela